3.200 års Slægtshistorie

Svend Sofus NielsenAge: 72 years18971970

Name
Svend Sofus Nielsen
Given names
Svend Sofus
Surname
Nielsen
Birth June 10, 1897 22 21
MarriageVeronica Elisabeth SteinbrecherView this family
yes

Birth of a half-sisterAnna Alice Dagmar Nielsigne Larsen
February 16, 1902 (Age 4 years)

Death of a motherGyda Rasmine Hansen
February 4, 1911 (Age 13 years)
Birth of a daughter
#1
Virginia Mary Alice Nielsen
1920 (Age 22 years)

Death of a maternal grandmotherPetrine Rasmussen
1921 (Age 23 years)

Birth of a son
#2
Walther Raymond Nielsen
1922 (Age 24 years)

Birth of a son
#3
Richard Svend Joseph Nielsen
1924 (Age 26 years)

Birth of a daughter
#4
Beatrice Dorothy Rose Nielsen
1926 (Age 28 years)

Birth of a son
#5
Leroy Joseph Nielsen
1937 (Age 39 years)

Death of a maternal grandfatherHans Mathiassen
November 4, 1940 (Age 43 years)

Birth of a grandson
#1
Robert Peter Bolek
May 16, 1941 (Age 43 years)

Birth of a granddaughter
#2
Virginia Lucille Bolek
July 20, 1942 (Age 45 years)

Birth of a grandson
#3
Ronald Richard Bolek
August 1, 1945 (Age 48 years)

Birth of a granddaughter
#4
Donna Veronica Bolek
April 14, 1947 (Age 49 years)

Birth of a granddaughter
#5
Judith Nielsen
June 16, 1948 (Age 51 years)

Birth of a grandson
#6
Richard Russel Nielsen
March 3, 1949 (Age 51 years)

Birth of a grandson
#7
James Nielsen
January 2, 1950 (Age 52 years)

Birth of a granddaughter
#8
Nita Marie Assise
February 5, 1950 (Age 52 years)

Birth of a granddaughter
#9
Linda Jean Nielsen
June 16, 1951 (Age 54 years)

Birth of a grandson
#10
Robert Michael Assise
July 6, 1952 (Age 55 years)

Birth of a grandson
#11
Jack Nielsen
January 26, 1954 (Age 56 years)

Birth of a grandson
#12
Wiliam Roy Bolek
August 28, 1954 (Age 57 years)

Birth of a granddaughter
#13
Chryl Maureen Nielsen
October 1, 1955 (Age 58 years)

Birth of a grandson
#14
Lloyd Nielsen
February 10, 1962 (Age 64 years)

Birth of a grandson
#15
Brian Nielsen
February 19, 1962 (Age 64 years)

Birth of a grandson
#16
Ronald Robert Assise
May 7, 1962 (Age 64 years)

Birth of a grandson
#17
Leonard Nielsen
June 4, 1965 (Age 67 years)

Death of a sonWalther Raymond Nielsen
1965 (Age 67 years)

Death January 27, 1970 (Age 72 years)
Family with parents - View this family
father
mother
Marriage:
himself
Mother’s family with Niels Nielsen - View this family
step-father
mother
Marriage:
half-sister
Family with Veronica Elisabeth Steinbrecher - View this family
himself
wife
Marriage:
daughter
3 years
son
3 years
son
3 years
daughter
12 years
son

Note

<div class="bd basic_bd bio_text truncated bio_toggled" style="font-size: 12px; overflow: hidden; word-wrap: break-word; height: auto; font-family: Arial, 'Helvetica Neue', Helvetica, sans-serif; width: 550px; white-space: normal; word-spacing: 0px; text-transform: none; font-weight: normal; color: #333333; padding-bottom: 0px; font-style: normal; text-align: left; padding-top: 5px; padding-left: 0px; orphans: 2; widows: 2; margin: 0px; letter-spacing: normal; padding-right: 0px; background-color: #ffffff; text-indent: 0px; font-variant-ligatures: normal; font-variant-caps: normal; -webkit-text-stroke-width: 0px;">e været en klar solskinsdag d. 10. juni 1897, da jeg blev født af Gyda Rasmine Mathiassen i Kirkeby på Fyn ! Min far forlod hende, mens jeg endnu var meget lille, og hun giftede sig med en mand, ved navn Niels Larsen. De fik en datter d. 16.febr. 1902 og min halvsøster fik navnet Alice ! Da min far , Niels Nielsen, forlod min mor, kom jeg til mine bedsteforældre (Petrine og Hans Mathiassen) og voksede op hos dem . De havde et lille husmandssted på ca. 4 tdr.land i Dongshøjrup, ikke langt fra, hvor min mor boede! Som 6 årig kom jeg i Kirkeby skole, og 9 år gammel begyndte jeg efter skoletid at arbejde på teglværket , hvor min bedstefar havde sit arbejde . Arbejdet var ikke for strengt, jeg skulle blot skille murstenene fra hinanden på hylderne, for at luften kunne komme ind imellem og tørre dem, inden de blev bragt ind i ovnen og brændt . Her stabledes murstenene fra gulv til loft, derefter tændtes bål mellem stablerne,fyring skete ovenfra og fortsattes indtil stenene var brændte og klar til brug. Når jeg ikke arbejdede på teglværket, hjalp jeg bedstefar med landbruget. Jeg husker, at vi høstede staldfoder med en le. En dag kom min søster Alice ud på marken, mens vi snakkede, trådte hun på leen og skar sin hæl meget slemt. Hun kom til læge og fik såret syet sammen . En sørgelig begivenhed skete, mens jeg var hos mine bedsteforældre, min fætter Fernando Beck, kom på besøg, og vi drenge gik ud for at skyde fugle med en lille riffel, på en eller anden måde gik riflen af og projektilet ramte ham i panden. Jeg bar ham hjem og han blev bragt på hospitalet i Svendborg, hvor han døde nogle dage senere ! Da jeg var omkring 12 år, kom jeg over til min far i København, han havde giftet sig med en tysk dame, hvis navn jeg ikke længere kan huske .De boede i Classensgade 5 (?) , mens jeg boede hos dem,arbejdede jeg som bud for et vaskeri, og jeg husker, at jeg leverede vasketøj til tjenestepigerne i Kongens Palads, det var jeg meget betaget af. Jeg kom godt ud af det med min far, men jeg kunne ikke med min Stedmoder, som ofte var lidt smålig over for mig. Jeg blev kun hos dem et årstid og tog så tilbage til mine bedsteforældre. Efter min tilbagerejse , adopterede de en pige, som hed Else ! Der hændte endnu en sørgelig begivenhed. Da jeg en dag besøgte min mor, fik hun stærke smerter i maven. Jeg husker tydeligt, at hun sad på brændekassen i køkkenet og holdt på sin mave, indtil lægen kom ! Hun blev bragt på hospitalet i Svendborg, hvor man konstaterede en blindtarmsbetændelse, hvilket var meget alvorligt dengang. Hun blev opereret, men døde få dage senere, KUN 35 år gammel. Det var en stor sorg for hele familien, da hun var den første af "børnene" som døde. Mine bedsteforældre skrev de sørgelige nyheder til en dame Jensine, som min mor havde kendt, og som var rejst til Amerika og var blevet gift med sin kæreste Jacob Andersen . De boede i Syd-Dakota , i en by ved navn Mitchell ! Jacob Andersen havde overtaget et et stykke statsjord (kolonisationsjord) , og havde boet der i adskillige år , før han fik sin kæreste derover, for at de kunne blive gift ! Da de fik bedstemors brev, hvori hun fortalte om mors død, skrev hun tilbage og fortalte hvor nær det gik hende . Jensine skrev at de med glæde ville have mig derover og være hos dem, hvis jeg var interesseret i at komme til Amerika.Da de fortalte mig, at jeg kunne rejse, hvis jeg selv ønskede det , blev jeg meget glad og begejstret. Det var alle unge menneskers drøm at komme til Amerika-- da det blev kaldt de gyldne muligheders land . Mine bedsteforældre skrev til Jensine, at jeg villekomme hvis de ønskede det . Alt nødvendigt blev ordnet, de sendte mig billetten og de nødvendige papirer for at kunne indvandre til New York. Mens de forskellige arrangementer blev ordnet for mig, flyttede ægteparret, jeg skulle være hos , fra Mitchell i Syd Dakota, fordi høsten slog fejl. De overtog en anden statsejendom i Linwood, Utah . Endelig forlod jeg Danmark d. 7. april 1912 på Skandinavien-Amerika Liniens dampskib "Hellig >Olav" fra København, og det blev en rejse, jeg aldrig vil glemme, så længe jeg lever ! Efter at vi havde krydset Nordsøen, som var meget urolig, kom vi ud i Atlanterhavet , der var temmelig .Vi egentlig turen-de få der ikke var søsyge-- da kaptajnen modtog melding over den trådløse om, at der var isbjerge i nærheden, og at han skulle lægge skibets rute endnu længere mod syd, for at undgå isbjergene. Det gjorde vi, men vi kunne se et isbjerg skinne som sølv i solskinnet nogle få kilometer fra vores skib .Med min kikkert kunne vi se det i flere timer, inden det kom ud af syne. Lidet anede vi , om dette isbjerg måske netop var det, som befandt sig på den rute,"Titanic" sejlede på sin Jomfrurejse over Atlanten, med mange velstående mennesker, fra hele verden,om bord . Jeg tænker alle festede i fuldt mål, da de ramte isbjerget. Det flænsede et stort et stort hul i skibet, og der var ikke tid til at få alle redningsbåde i vandet, formentlig var der ikke nok. Kaptajnen sendte nødsignaler til alle skibe i nærheden, om hjælp - også til vort , men "Hellig Olav" var fuldt lastet og alle pladser belagt, desuden omkring 300 km. fra ulykkestedet , så vi sejlede ikke til hjælp. Da hjælpen nåede frem, var "Titanic" gået til bunds i Atlanterhavet med næsten1000 hjælpeløse passagerer, som druknede, med værdier i millionbeløb. Efter 12 dage, nåede vi endelig New Yorks havn, hvor vi blev interneret, indtil indvandringsmyndighederne kunne komme ombord og få de detaillerede oplysninger hos kaptajnen, hvorefter vi efter en dags forløb kom i land. Vi blev alle i samlet trop, ført over til "Ellis Island", som var Center for al indvandring.Her blev vi delt op i grupper, og spurgt ud og ført til de forskellige jernbanestationer,- alt efter, hvor vi skulle hen .Jeg blev sammen med mange andre bragt til Erie Station i Hoboken for at komme til Chicago. På stationen modtog vi alle en æske med frokost, nok til at stille sulten med , indtil ankomsten i Chicago, vi betalte den med 3 dollars. Rejsen var behagelig og , og landet langs banen var smukt,, så vi glædede os over turen. Efter ankomsten til Chicago(Dearborn Station) blev vi igen delt op i grupper,i overensstemmelse med de forskellige ruter vi skulle tage fra Chicago. Jeg kom sammen med adskellige andre i bus "Chicago og Nordvest-jernbanen"<code style="font-size: 1em; font-family: monospace, serif; font-weight: normal; font-style: normal;">s station, hvorfra jeg kom med et tog til "Green River"(Grønne Flod) i Wyoming. Hele turen fra New York, tog omkring 4 dage .Da jeg kom til Green River, blev jeg modtaget af en mand, jeg aldrig havde set før, men han gav tegn til at jeg skulle følge med ham ( han kunne ikke tale dansk og jeg ikke engelsk). Jeg gik med ham hen til en overdækket vogn, trukket af 4 heste og læsset med alle slags varer, og vi kørte af sted . Jeg sad på bukken ,ved siden af ham,da vi ikke kunne tale sammen, måtte vi bruge tegn, godt vi kunne ! Da vi havde kørt ca. 25 km., standsede vi for at fodre hestene, og spiste frokost, hvorefter vi brød op igen og kørte, indtil det blev mørkt, så holdt vi rast for natten .Vi sov på hø og tæpper, da det endnu var koldt der . Vi kunne høre ulve og andre dyr hyle, det gjorde mig bange, men han gav mig tegn til, at jeg ikke skulle bryde mig derom og lægge mig til at sove ! Næste morgen stod vi tidligt op og kørte videre . Til sidst nåede vi vort bestemmelsessted (Linwood, Utah), som lå 83 km. fra Green River. Det var sent om aftenen, inden jeg mødte ægteparret, som jeg skulle være hos, og som jeg aldrig havde set før.De var sidst 40-erne og så ud til at være flinke. Naturligvis talte de begge godt dansk, så jeg havde ingen vanskelighed med at tale med dem, så vi snakkede om min mor og mine bedsteforældre. Få dage senere fandt de arbejde til mig , jeg blev hjælper hos manden med den overdækkede vogn . Han kørte to ture om ugen til Green River efter alle nødvendige forsyninger til byens hoved-magasin, som ejedes af en dansker ved navn Larsen,og som tillige ejede store landbrugsejendomme på omkring 3000 acres Jeg fandt senere ud af at han havde taget det meste af jorden fra de fattige folk, som var nødsaget til at købe forsyninger og købmandsvarer hos ham . Han overtog jorden for deres gæld til ham, og så var de tvunget til at arbejde for ham.( Den store svindel). _ Da jeg havde været hjælper på vognen en måneds tid, fik jeg selv overdraget stillingen som vognmand, men det varede kun få måneder på grund af den lave løn, jeg fik kun 5 dollar om ugen -så jeg tog tilbage til gården og hjalp dem. Jeg kan huske, at den vinter var så streng(52¤ F=minus 11¤C) og der var så meget sne, at det var umuligt at køre til byen efter forsyninger, vi levede af kaniner og små kyllinger næsten hele vinteren.</code><span class="Apple-converted-space"> </span>Jeg havde min egen hest og havde altid en bøsse med mig, da der fandtes mange vilde dyr . Engang hentede jeg på posthuset et brev fra Danmark, og i min iver efter at læse det , åbnede jeg brevet, mens jeg red . Hesten blev skræmt, stejlede og kastede mig af, hesten løb hjem og efterlod mig i græsset , uden anden skade end min sårede stolthed .Unødvendigt at sige, at jeg måtte trave hjem i halen af hesten. --Da vinteren var forbi, tog jeg ind til Green River og fik arbejde ved Union Pacific Jernbanen , for en begyndelsesløn af 17 cents pr.time og 12 timers arbejdsdag. Jeg arbejdede der indtil marts 1916 . Jeg boede hos nogle mennesker, som var vældig gode imod mig. Gennem nogen tid, efter at jeg var kommet i arbejde, kom ægteparret, som jeg havde været hos i Linwood, hver lønningsdag til Green River og fik min løncheck . De betalte for mit værelse og pension, gav mig et par dollars og beholdt selv resten. Efter nogle måneders forløb, sagde mine værtsfolk til mig, at jeg sagtens kunne klare mig selv. Da de kom næste gang, sagde jeg, at den sidste løncheck jeg ville give dem. De blev rasende og truede mig med at bringe mig i vanskeligheder, men jeg gav dem ikke flere penge, og de foretog sig intet. Jeg begyndte at spare mine penge, og i foråret 1916 havde jeg samlet 750 dollars. En anden dansker og hans kone flyttede til Chicago, og tilbød mig at flytte med dem. Han sagde, jeg kunne tjene flere penge der, så jeg kom til Chicago , Manden overtalte mig til at gå i et forretningsforetagende med ham, hvor vi kunne tjene en masse penge.Jeg satte mine 750 dollars i en forretning, som gik nedenom i løbet af kort tid . -Så der stod jeg - ingen penge- ingen arbejde- og ingen venner . Jeg drog af sted for at finde noget at bestille. En eller anden fortalte mig, at Jernbane-selskabet søgte folk, jeg tog derhen og søgte et job. Jeg blev taget til bagagemand i Chicago og" West Indiana" jernbanen på Englewood station d. 1.maj 1916. Jeg flyttede hen til en familie, der hed Flynn, som boedei 7024 Syd Lincoln st. Han var irer og hans kone dansk, de var gode imod mig. De havde en søn, Fred på min alder,og vi blev gode venner. Jeg arbejdede på Englewood stationen et år , så blev jeg flyttet til 47-gade-stationen som bagagemand, senere som stationskontorist og tilsidst som billet-kontorist. I 1920 blev jeg forfremmet til stationsleder, og i august 1939 blev jeg forfremmet til stationsforstander på Englewood station, hvor jeg arbejdede til jeg blev pensioneret i juni 1965. Januar 1918 mødte jeg en yndig ung pige, Veronica Steinbrecher, vi lærte hinanden at kende gennem en af mine venner.Vi "gik sammen" til September, så besluttede vi at gifte os, da jeg var i klasse 1 A med hensyn til indkaldelse . Vi blev gift den 5. september og i år ( 1965) kan vi fejre 50 års bryllupsdag. Jeg blev ikke indkaldt, da Jernbaneselskabet fik mig fritaget til absolut nødvendigt arbejde med transport af regeringsforsyninger. Omkring 1920 havde jeg mere end 1000 dollars i sparekassen igen. Jeg foreslog min kone, at vi skulle tage en tur til Danmark, for at besøge hele min familie . Hun havde dengang ikke lyst til at rejse, men syntes jeg skulle tage afsted. Hun ville så sammen med datter være hos sin familie i Michigan. Jeg bad Jernbaneselskabet om orlov i 90 dage, og det fik jeg bevilget. Jeg tog toget til New York og derfra skib Skandinavien-Amerika-Linien til København. Jeg besøgte alle mine slægtninge og vendte tilbage til Amerika efter 2 1/2 måned. Jeg havde en pragtfuld tur ! Vort ægteskab er blevet velsignet med fem børn, tre drenge og to piger.Deres navne er i den rækkefølge de blev født : Virginia, Walther, Richard, Beatrice og Leroy . Walther døde 31. maj 1965 og efterlod 3 børn . Vore andre er alle lykkelig gift og har det godt . De har alle eget hus og har børn. Vi har nu ( i 1968) 17 børnebørn og 8 oldebørn. ! I sommeren 1965 tog min kone og jeg en tur til Europa og besøgte 7 forskellige lande. Vi opholdt os hos min fætter Christian i København, i 2 uger og besøgte tillige hele min familie i Danmark . Alle var de os en stor glæde at besøge dem alle. Vi var også i Skotland, Tyskland,Norge, Sverige, Schweiz og Rom . Det var en uforglemmelig tur ! Min søn Lee og jeg er gået i kompagni sammen om salg af "Honda" motorcykler og automobilreservedele . Vi håber at få forhandling af "Honda" automobiler, så snart de kommer på markedet. Lee har også en stor bygning til reparation af automobiler, den bygning vil vi bruge til Honda-vogne . Så er vi fremme ved dagen idag, med min livs-historie, vort inderligste håb er , at vi må være raske i mange år endnu og glæde os over livet i fuldt mål !</p> <p><pre style="font-size: 1em; font-family: monospace, serif; white-space: normal !important; margin: 0px; padding: 0px;">SVEND april 1968</pre>ding: 0px;">( oversat efter Svend<code style="font-size: 1em; font-family: monospace, serif; font-weight: normal; font-style: normal;">s beretning af fætter Christian )</code></p> <p><p style="margin: 10px 0px 15px; line-height: 17px; padding: 0px;">Et andet brev sendt til Hans Mathiasen og Judith, efter Svend og Veronica<code style="font-size: 1em; font-family: monospace, serif; font-weight: normal; font-style: normal;">s besøg i Danmark 1965 :</code></p> <p><p style="margin: 10px 0px 15px; line-height: 17px; padding: 0px;">Kære Hans og Judith og alle. Nu nærmer vi os Julen igen og i Aar maa jeg da skrive eder at ønske eder alle en rigtig Glædelig Jul og et godt Nytaar, med håbet om at I er raske og har det godt. Vi har da haft nydeligt vejr siden vi kom hjem,vi har slet ingensne haft endnu og det har ikke været koldt heller, i dag var det 52 o, saa det er omkring ved det samme som det var i Danmark, da vi var der . Vi er da alle raske og har det godt, jeg har da været ovre paa vores Shop næsten hver dag og har dog nok at bestille der . Vi taler da endnu af vores tur og som vi som vi var modtaget med alle vores Familie og alt den gode Mad vi fik at spise og det er en tur vi aldrig glemmer og jeg haaber kun at nogen af Familien kan komme at besøge os en gang . Nu til slut vil jeg sende mange Kærlige hilsener til eder alle, med haabet om at høre fra eder igen snart Svend og Verna</p> <p></div>-serif; white-space: normal; word-spacing: 0px; text-transform: none; font-weight: normal; color: #1166bb; outline-width: medium; font-style: normal; text-align: left; outline-style: none; orphans: 2; widows: 2; letter-spacing: normal; outline-color: invert; background-color: #ffffff; text-indent: 0px; font-variant-ligatures: normal; font-variant-caps: normal; -webkit-text-stroke-width: 0px;" href="https://www.geni.com/people/Svend-Sofus-Nielsen/6000000020704137046?through=6000000020704025304" data-target="bio_en-US_text > div">vis mindre</a></p>